Fedtopløselige vitaminer

Vitaminer opdeles efter om de er vand- eller fedtopløselige og i dette indlæg vil jeg skrive lidt om fedtopløselige vitaminer. Til den gruppe hører vitaminerne A-, D-, E- og K-vitamin og disse vitaminer skal jeg nok fortælle meget mere om i de kommende indlæg :)

De fedtopløselige vitaminer er, sjovt nok – vitaminer, der er opløselige i fedtstoffer. Både vitaminernes optagelse samt distribution rundt i kroppen følger de generelle transportmekanismer for fedt.
Vitaminerne optages i vores tarme, oplagres i leveren og udskilles via afføringen. De betyder, at de fedtopløselige vitaminer kan oplagres i kroppen og hentes frem, når organismen har brug for dem. Dette er ret smart, men betyder imidlertid også, at man kan få overdosis af fedtopløselige vitaminer, hvis man ikke følger de anbefalede mængder.

De fedtopløselige vitaminer optages i tarmene sammen med fedt, hvilket betyder, at tilstedeværelsen af fedtstoffer i tarmsystemet er forudsætningen for at kunne udnytte og optage A-, D-, E- og K-vitamin. De fedtopløselige vitaminer skal altså indtages sammen med fedtstof i kosten. Det nytter derfor ikke at tro at man får dækker sit behov af A-vitamin ved blot at spise gulerødder, for hvis ikke du får fedtstof ved siden af, så optager du simpelthen ikke A-vitaminerne (beta-karoten) fra den.

De var lidt om fedtopløselige vitaminer. Næste gang fortsætter jeg med at snakke om gulerødder, for der er A vitamin i fokus :)

Kilder: Sund-forskning.dk og Borup, Vibeke Diness. Biokemi. FADL’s Forlag, 2010.

 

Follow on Bloglovin

Vitaminer

Jeg har et valgfag på mit studie som hedder vitaminer og næring. Jeg synes faget er vanvittigt spændende og glæder mig altid til at skulle læse på det. Vi har netop afsluttet emnerne omkring vitaminer og jeg tænkte, at I måske også ville synes det er lidt spændende at høre om. Jeg vil derfor forsøge at formidle de vigtigste budskaber om de enkelte vitaminer uden at det bliver alt for nørdet ;)
Jeg håber I vil finde denne type indlæg både relevante og spændende og ellers så sig endelig til :)

Først får I lige lidt kort omkring hvad vitaminer er og hvor navnet stammer fra.

 

Vitaminer er en betegnelse, der blev indført i 1912 og som oversat betyder livsvigtige (latin: vita=liv) aminer.

Fælles for dem alle er, at de betegner en række molekyler, som vi mennesker ikke selv kan danne. Vores kroppe er derfor afhængig af, at de bliver tilført i små mængder gennem vores kost.

Der findes 13 vitaminer, som opdeles efter om de er fedt- eller vandopløselige.
Der er fire fedtopløselige vitaminer: A-, D-, E- og K-vitamin.
Og ni vandopløselige: otte forskellige B-vitaminer og C-vitamin.
De har alle hver deres funktion i kroppen, hvor mange af dem er afhængige af hinanden, men ingen kan erstattes af hinanden.

 

Follow on Bloglovin